Forsinkelse af Padel bane i Karlebo – her er årsagen

Kære medlemmer i Karlebo Tennisklub og Nivå-Kokkedal Tennisklub

Som I måske har læst i pressen i dag, har det været nødvendigt at finde store besparelser på kommunens 2026-budget. I den forbindelse har Byrådet besluttet at udskyde anlægsprojekter fra 2026 til 2027. Dette er naturligvis en ærgerlig besked at få, når man som I har ventet længe på de planlagte baner.

Det er dog ikke budgetbesparelserne der er årsag til udskydelsen af jeres anlæg. Som jeg i dag har meddelt bestyrelserne i de to tennisklubber, har det for nyligt vist sig nødvendigt at udskyde anlæg af jeres baner uanset budgetbesparelserne, da vi ikke har tillid til at den valgte rådgiver kan overholde tidsfristerne eller imødekomme de krav der er til endelig godkendelse af materialerne. Skift af rådgiver har derfor desværre været nødvendigt for at sikre projekternes gennemførsel. Dette forhold vil vi forklare nærmere for de to bestyrelser på et fællesmøde den 11. juni.

Vi har i stedet indgået aftale med Rådgivningsfirmaet Dines Jørgensen, der har fremlagt en plan der anslår at banerne kan stå klar i sommeren 2027 – en proces vi skal drøfte på fællesmødet med bestyrelserne.

Venlig hilsen
Anne-Mette Mikkelsen
Teamleder

Center for Kultur og Sundhed
Team Fritid