ITF i Hasselt, Belgien 11.-16. April 2022
Forfatter: Charlotte Garde
Christopher Garde, Karlebo Tennisklub, DEN spillede en ITF-turnering fornyelig, hvor han endte med at få en titel med hjem, da han sammen med Filippo Verdese, ITA vandt doublerækken.
1. Kamp
I første kamp mødte de Jules Garot, BEL og Noe Plique, LUX. De startede lidt langsomt ud med at tabe første sæt 6-2, men de kom godt tilbage og vandt andet sæt 6-0. Så skulle kampen afgøres i 3. sæt, som blev spillet som matchtiebreak, hvor man spiller først til 10. De kom godt fra start og førte 6-1 og det endte også med at de vandt 10-5.
2. Kamp
I anden kamp mødte de Pieter De Lange, NED og Teun Mantel, NED. De tabte første sæt tæt 7-5, men vandt andet sæt sikkert 6-3. Det 3. sæt blev en rigtig gyser, hvor hollænderne havde matchbold 9-8, hvor Christopher server. Han server en kanon førsteserv lige ned i T’et. Hollænderne dømmer serve-es’et ude, men heldigvis så referee’en, at bolden sad, så det blev 9-9 og derefter blev det en kneben sejr på 11-9.
I semifinalen mødte de Benoit Torcq, BEL og Zian Vanderstappen, BEL. Denne kamp blev vundet komfortabelt 6-3, 6-3.
Finalen
I finalen stod de foran endnu et belgisk makkerpar, Ethan Dasset og Niels Ratiu. Første sæt gik hurtigt med cifrene 6-0 til det dansk/italienske makkerpar, andet sæt startede også godt, hvor de førte 4-1, 40-15. Men så gik det pludselig den anden vej og belgierne kom foran 5-4. Bagud 4-5 servede Christopher rigtigt godt og Filippo var hurtig til at afgøre boldene ved nettet, så stod det 5-5. De andre blev brudt og Filippo kunne serve kampen og hele turneringen hjem 7-5!
Alle kampe blev spillet på et fantastisk tennisanlæg med mange baner og en centralt beliggende restaurant med meget god stemming og mange tennis entusiaster. Belgien har rigtig gode traditioner omkring tennis, og de har mange baner til rådighed året rundt. Om vinteren er de smarte og flere steder sætter de en boble henover en grusbane, så man kan spille derinde om vinteren.